Vores første større udlandsrejse skulle helt sikkert gå til metropolbyen: London.

Min ældste datter, Bente, havde arbejdet her siden november 2004 og det var længe planlagt at vi skulle besøge hende i sommerferien for at se den by som hun omtalte i varme vendinger som tilsyneladende var alt andet end hvad der var at finde i Nordjylland.

Men ugen før, torsdag d. 7. juli sprang der 4 bomber i London centrum med 56 dræbte, hvad så?
Skulle vi blive hjemme? Skulle vi trodse de sindsforvirrede terrorister og gennemføre den længe planlagte ferierejse? Vi valgte det sidste, ikke mindst set i lyset af at dem der bor og arbejder i London ikke havde noget valg, og at fravælge at rejse derover, var det samme som at lade dem blive ramt to gange: dels via terrorbomberne, og dels ved at turister fravælger byen som rejsemål.

En rejse kan planlægges på mange måder, men vi havde valgt selv at stå for det hele, dette indebar bl.a. at jeg hjemmefra havde bestilt Visitor Travelcard, der gav adgang til et utal af seværdigheder og ikke mindst fri adgang til alle transportmidlerne i London. Billetter til en musical var også bestilt hjemmefra og fungere upåklageligt. Skal bestilles inden afrejsen, og gerne en lille uges tid før ved det engelske turistbureau.

Så tirsdag morgen var kufferterne pakket og vi kørte til Tirstrup, hvor vi havde købt billetter via Ryan Air. Meget kan man sige om dette flyselskab, men præcise - DET er de, vi var målløse over at se et udsolgt fly der lander til tiden og 40 minutter senere letter igen med et nyt hold passagerer.   Det flotte vejr gjorde at det var en stor oplevelse at se Danmark som et puslespil i alle mulige farver.

Vi landede i Stansted, og skulle herfra tage med Stansted Express ind til LIverpool Street Station.

I flyet købte vi billetter hertil, prisen var lidt lavere en hvis vi først havde gjort det i ankomstlufthavnen.

I toget fra lufthavnen til London City, fandt Marianne en jævnaldrende dansk pige, Astrid, så de 45 minutter var hurtigt overstået.

Godt ankommet til Liverpool Street Station, blev vi afhentet af Bente der havde sørget for at vi blev indkvarteret på Hotel Holiday Inn, Mayfair hvor hun arbejdede i hotellets reception.

Pga. bomberne i den foregående uge var der - mildt sagt - trafikkaos, alle ønskede at køre selv, i bil, på cykel eller lign. Dem der kunne, undgik offentlige trafikmidler såsom bus eller metro (tube)

Som dansker og dermed vant til at det at cykle er barnelærdom, var det sjovt at opleve hvordan cykelhandlerne i London - foruden at sælge cykler - også i tilgift skulle lære folk, HVORDAN man cykeler, mange der arbejdede i centrum forsøgte at finde frem til alternative transportmidler og her var cyklen et brugbart alternativ.

Men vi nåede godt frem, og vi så at hotellet der er beliggende i et meget eksklusivt område af London også med regelmæssighed blev brugt af andre skandinaver. Vi fik værelse 634, et Executive Room på øverste etage med udsigt til Green Park og ikke mindst The Ritz Hotel. Bente havde endvidere sørget for både blomster, vin og frugt ved ankomsten - kort sagt, der var tale om VIP modtagelse.

Så jo, det var en meget flot start på en meget varm ferie. Storbyer har ofte deres eget klima, men den uge hvor vi besøgte byen, var temperaturen på intet tidspunkt under 30 grader, så jo - det var meget varmt.

Som noget af det første tog vi på en bustur rundt i byen, det er en god måde at se de største, centrale, seværdigheder og ikke mindst er det en fordel at kunne springe af og på efter lyst. Prisen lå på omkring 18£ pr. person, så man bør bruge kortet her effektivt.

Der er utroligt mange flotte bygninger at se, men jeg mener at byen faktisk gør sig bedst fra Themsen, herfra kan man via bådture se hvor store bygningerne rent faktisk er. På bådturen så vi bl.a. Tower of London og så her hvordan man via porten kunne sejle ind i Tower med de dømte til strafafsoning. Imponerende var det også at se hvor stor forskel der var på flod og ebbe i løbet af dagen.

Vi havde besluttet os til at vi i hvert fald ville se én musical i London, ganske vist kan man købe billetter ved at stå i kø ved specielle udsalgssteder, men da vi er glade amatører i den henseende, valgte vi den sikre måde, nemlig at bestille hjemmefra over nettet.

Valget faldt på den imponerende musical: The Lion King af Disney. Vi begav os derfor afsted til Lyceum Theatre - og vi blev imponeret! De små hår på armene stod ret fra det øjeblik de første toner lød, og at der over tilskuerne fløj fugle, gik en elefant igennem salen og vi næsten blev trådt over tæerne af en hyæne, ja, det gjorde ikke oplevelsen mindre! Dejligt at man også i juli måned som turist kan få en stor kulturel oplevelse. Det er vel næsten en utænkelig tanke i Danmark?
Men der var tale om en fantastisk forestilling, den kan på det varmeste anbefales! Efter forestillingen var der ved udgangen en masse cykeltaxa'er til yderligere oplevelser.

I nærheden af Lyceum Theatre så vi Pearl kings and queeen først senere fandt vi ud af at grunden til deres lidt aparte påklædning, skyldes at de samler ind til velgørende formål, mest hospitaler og børnehjem, men ret meget anderledes så de ud.

Vi besøgte også Madame Tusseauds - det gentager vi nok ikke mere. Ganske vist var det anderledes at kunne stå ved siden af berømthederne, der ikke længere er placeret uden for rækkevidde men der var MANGE mennesker, vi blev lukket ind med en stor gruppe unge japanske? turister.
Et kort øjeblik passerede tanken mig, da jeg iagttog disse mørkhårede, mørkøjede, samme højde og drøjde og på et uforståeligt sprog snakkende unge mennesker. "Gad vide hvor langt Japan er med at klone mennesker?"

Som en del af seværdigheden var der også forskellige afsnit med Londons historie, fangekældre etc. Meget sjovt, men alligevel.
Vi så i det tilstødende planetarium stjernehimlen over London, det var ganske imponerende til trods for at en større gruppe meget unge ortodokse jøder medbringende spædbørn, videooptagere med lys og højt snakkende under hele seancen, virkede meget forstyrrende - de fyldte rummet så det var sagt på nordjysk: godt træls.
Men nu havde vi set en seværdighed som mange snakker om, men som få vist ser igen ;-)

I centrum af London er der fantastisk rent og et blomsterhav som vi ikke har set andre steder. Om aftenen kunne vi høre at kommunens vogne kørte rundt for at vande de mange blomsterkummer der hang i byens lygtepæle.

Mange barer og restauranter var også forsynet med blomster til overflod, men skulle mene at de havde en ansat bare til at tage sig af blomsterne, det har de måske også ?

Hjemmefra havde vi lovet at undgå tuben aht. andre attentater, men eftersom temperaturen lå mellem 33 og 38 grader så var vi ved at gå i opløsning. Til sidste var holdningen at: enten bliver vi bagt i gaderne, stegt i busserne eller bombet i tuben, og det sidste var det mest behagelige alternativ, så vi brugte denne transportform under hovedparten af vores tur hertil. Men her var det vigtigt at holde sig for øje, at man ikke kørte i tog uden at have vand med sig, da der var stationer der ikke kunne bruges pga. oprydning efter bomberne og dette betød der kunne opstå situationer hvor togene pludselig satte sig fast. Ikke så rart for dem der har klaustrofobi.

Vi fandt ud af at man skulle stå i højre side på trappen, hvorfor var ret tydeligt, idet dem der havde meget travlt løb ned i venstre side, og ve den der ikke holdt pænt til højre. Men det er ok når man kender reglerne.

Vi havde ikke tidligere stiftet bekendtskab med denne transportform men den er imponerende effektiv og bruges dagligt af mange millioner mennesker.

Hvad er forskellen på drenge og mænd? Prisen på deres legetøj;-)

Forretningen Hamleys: The Finest Toys in the World var vores mål flere gange. Og jo, alle vil blive imponeret. En forretning i 5 etager med masser af ting der er i aktivitet, der var imponerede mange ansatte der inviterede til at prøve tingene, så alt kørte rundt om både fødder og hoveder i hele forretningen. Racerbaner, sæbebobler, dukker, robotter, alt måtte prøves - og blev det.

Et af grundene til vores besøg her (igen-igen) var at der skulle laves et portræt af begge piger i 3d-krystal. Jeg fandt frem til Immortaliz i Hamleys og fik her lavet et par imponerede billeder i krystal. Dyrt, ja, men det er billeder der kan holde i generationer uden at tabe værdi.
Men også her var der i ekstrem grad fokus på sikkerheden, da jeg skulle betale ville jeg lige sætte min rygsæk ved siden af mig, men jeg havde ikke engang sluppet håndtaget, før en ansat spurgte om det var min taske, og hvis - at jeg så skulle beholde den på mig, det gjorde jeg så.

Et af de steder vi på forhånd havde besluttet at se var St Paul's Cathedral, kirken var blevet renoveret udenfor og fremstod i en utrolig flot tilstand. Mens Jens og Marianne kravlede op i tårnet af et utal af trapper tilbød jeg ædelmodigt at holde øje med taskerne nede i kirkerummet.

Der var meget flot, men da en ung præst, eller kandidat kom småløbende igennem kirkerummet kiggede jeg mig om efter et eller andet skjult kamera. For det første var han ganske ung, dernæst var frisuren sat i en høj og vaks hanekam - ikke lige det man forbinder med en kirkens mand.

Vi blev ret ferme til at springe af og på de røde dobbeltdækkere der kommer over hele London, og at gå byen igennem er utopi, den er af en ganske imponerende udstrækning!

Uden mad og drikke duer helten ikke, og man skal være ualmindelig kræsen hvis ikke man kan finde et sted der passer til hhv. pengepung og smagsløg. Vi prøvede os da i hvert fald frem.

Et sted der virkelig var anderledes, var i en sushi bar , Yo! Sushi hvor maden kørte rundt på et bånd og hvor man så tog den tallerken som man kunne tænke sig, ved bordet var der små vandhaner og tilbehør så det var i den grad anderledes. Men stor skuffelse for Marianne da det hun troede var ærter i stedet viste sig at være bønner, hun blev knap så mæt som os andre, og risvinen sake - det er en lumsk drik!

Men også for barnlige sjæle er der noget at se på. Vi spiste frokost (to gigaportioner is til 4 personer) i Rainforest Cafe ved Piccadilly Circus. Den lette frokost skyldes de enorme varmegrader der ikke gav lyst til noget fast og fornuftig føde. Men denne restaurant er absolut værd at se for børnefamilier, ikke mindst de yngre vil blive fascineret af brølende aber, fisk etc. på næsten ægte junglevis.

Men Bente have en overraskelse i hånden, søndag foreslog at Jens og Marianne tog til National Geographic Museum i et par timer, hun havde en overraskelse til mig.

På billedet ser Bente på dragter der er lavet af små firkantede metalstykker fra cola-, sprite- og andre "affalds" produkter, sat sammen med ringe til en slags kulørte brynjer/kjoler - meget anderledes.

Men intet kunne jeg få ud af hende hvad det drejede sig om, men jeg skulle have pænt tøj på, make-up, ingen rygsæk eller på anden vis noget der kunne indikere at jeg var turist.

Igennem mit hoved fløj alle mulige tanker om derby, men mente ikke at det var sæson endnu, måske en fancy massage (hvilket jeg absolut ikke var velvilligt indstillet på) men nu måtte jeg jo se.

Efter den nødvendige omklædning af os begge, gik vi ud af hotellet drejede om hjørnet - og skulle til Palm Court Afternoon Tea på The Ritz, lad mig med det samme slå fast, det er ikke noget man spontant finder på. Bente havde bestilt bord 6 uger i forvejen, for at drikke the - måske verdens bedste?

Ved indgangen stod to venligt udseende, men hærdebrede dørmænd der skulle checke vores tasker. Da jeg kun havde en minimal kamerataske med der indeholdt pung og mobiltelefon var det et let overstået punkt. Den ene vagt brød ud i latter og udbrød, at det var den mindste dametaske han nogensinde havde inspiceret.

De dybe tæpper dæmpede vores trin der skulle føre os hen til byens nok mest velkendte thesalon, jeg kan med absolut sikkerhed oplyse at jeg aldrig tidligere har oplevet noget lignende. Men i første omgang kunne en meget fornem tjener ikke finde vores navn på gæstelisten, men Bente bad ham om at få bekræftet reservationen ved en navngiven ansat (sikkerhedschefen), og det viste sig så at være en fejl fra hotellets side.

Denne graverende fejl blev øjeblikkelig rettet, og vi fik anvist et par eksklusive pladser i palmesalonen og fik som kompensation hver et glas champagne. Den var som den skulle være: kold, tør og gratis!

Et hastigt blik på prislisten oplyste at et glas kostede 12 pund. Så vi forsøgte efter bedste evne, at se ud som om vi var vant til at drikke champagne til ca. 140 kr. glasset.

Tjenerne sørgede kompetent og venligt for at vi fik lige præcis den type the vi ønskede, og forhørte sig diskret om sandwich og kager var af den ønskede standard. Det var den så absolut. I et hjørne sad en pianist sammen med en harpespiller og sørgede for dæmpet stemningsmusik medens vi forsøgte at få alle detaljer med på nethinden, for kamera havde jeg ikke fået lov til at tage med.

Med jævne mellemrum havde jeg den største lyst til at checke pulsen, bare for at sikre mig at jeg ikke allerede befandt mig et sted udenfor jordens sfære.

Det var - FANTASTISK. Som at få en forsmag på hvad man kunne håbe at finde i himlen.

Der var som tidligere nævnt meget varmt i byen så vi søgte gerne ind i forretninger der kunne tilbyde air-condition.

Et af dem vi besøgte et par gange var Harrods, på billedet til højre kan man se Marianne ved siden af en af dekorationerne, alt i forretningen var så overdådigt at man havde svært ved at fatte det. Jeg ville kunne gå en hel dag bare i stueetagen for at se på hhv. madvarerne, tøj og ikke mindst kunderne.

Rulletrapperne der førte fra den ene etage til den anden, var dekoreret som inden i en pyramide, og der var guld og fantastiske mættede farver alle steder.

Men uanset hvor lidt man købte, var ekspedienterne ualmindelig søde og høflige. Ja, i afdelingen hvor man købte doughnuts var der gratis, frisk og lune kager til dem der købte, også selv om man ville købe en enkel. Dette blev Mariannes favorit afdeling. Da jeg bestilte en til os hver, fik jeg een i hånden uden beregning, jeg rakte den bagud med besked om at holde den til jeg havde betalt.

Da jeg vendte mig om, var kagen spist - "sagde du ikke at jeg skulle det?"
Godt at en sådan forretning ikke er at finde i Nordjylland!

Men Harrods var så absolut noget af det mest imponerende vi havde set, legetøj, tøj, husgeråd etc.etc. alt var lagt frem til at friste og imponere.

Men vi var også ganske imponeret over den kvalitet og det udvalg man så i Fortum & Mason, men man kunne godt føle sig lidt malplaceret når man entrede forretningen med rygsække, solbriller og vandresko. Men igen gjaldt det, at man blev venligt modtaget og høfligt ekspederet, også selv om det bare var en dåse the til under 10 pund.

Navnlig vores tasker var der megen fokus på. Men det var der ikke noget at sige til.

Torsdag d. 14. juli kl. 12.00 blev der afholde to minutters stilhed i respekt for de der blev dræbt af bomberne ugen før. Meget havde vi set - og ville vi se, men denne episode fæstede sig langt inde i sjælen.

Kl. 12.00 gik London i stå, denne travle millionby blev med ét dysset i søvn som om der blev drysset tryllestøv ud over indbyggerne. Da det første slag lød fra kirkeklokkerne gik biler og busser i stå midt på vejen, taxaerne bremsede op, folk blev stående stille, midt i fodgængernefelterne, på fortovene, på vej til forretningerne.
Forretningerne var lukkede og tømt for kunder der stille og med bøjede hoveder stod med front ud mod gader og veje. Fra en by der bød på larm 24 timer i døgnet, var denne pludselige totale stilhed surrealistisk. Pludselig kunne man høre fugle i træerne og på gaderne, synet var så sansestormene at jeg ikke vovede at løfte kameraet for at tage et billede, det ville bare have været så forkert!

I Memorial Park var der mulighed for at skrive en hilsen i en kondolancebog til de efterladte, det gjorde vi i en højtidelig atmosfære.

Vi skulle også se hvor Bente boede, bydelen Ealing ligger i den vestlige del af London. For at komme på arbejde, skulle hun først gå 20 minutter til et busstop. Tage bussen frem til togstationen (der var tale om en endestation) og dernæst med toget til Green Park. Værelset hun boede i lå i et hus der blev delt af 4 personer, de færreste har råd til at bo i eget hus i London. Men prisen for et værelse på 6m2 var 1000 kr. om ugen, og med en månedsløn på ca. 12.000 før skat og med transportudgifter, er det ikke en tilværelse man bliver rig på penge, men måske i højere grad på erfaring. Men spændende var det.

På billedet til højre, kan man se Green Park med Ritz i baggrunden, til venstre kan man ane hjørnet af Holiday Inn, hvor vi boede.

Pga. huspriserne, er der ikke mange der bor i centrum, men byens parker bliver brugt som samlingssted for dem der arbejder der. Vi så mange grupper af mennesker, der bevæbnet med madkurve sad i grupper og hyggede sig. Skulle man være så heldig at have råd til en lille lejlighed på 15-20 m2 er prisen omkring 4-5 millioner, og så er der ingen spisestue hertil. ;-)

Hvad bød turen også på

	indbyggerne er imødekommende og venlige, de så stort på at vores skoleengelsk ikke var helt friskt.
	Skiltemændene overalt i byen var et ikke et særsyn, men de havde det varmt i den sommerhede by.
	der er meget sværtbevæbnet politi alle vegne.
	vi oplevede at en af byens små parker blev omdannet til et sliklandskab da filmen "Charlie og chokoladefabrikken" have premiere.
	Bente og Marianne var til stede da den nyeste Harry Potter bog blev udgivet, der var både udklædte og andre fancy effekter.
	Da der sprang en bombe igen i London to uger efter de første, var Bente igen heldig og havde passeret den berørte station. Første gang var hun ikke nået frem til Kings Cross - heldigvis.

Det er ikke sidste gang vi er i London - byen vil bestandigt forny sig, og byde på oplevelser ud over det sædvanlige. Vi glæder os til næste gang.

 

 Startside                                                                                                                                                                                                    www.elverland.dk